"Vis mig en engel, så skal jeg male den" er den italienske maler Caravaggio kendt for at have sagt. Hans realistiske stil gjorde ham en omdiskuteret skikkelse, og hans samtid anså hans liv og kunst som værende skandaløst og forbryderisk. Det er historien om denne kunstner, som er centrum for Lone Mikkelsens roman. Men det er ikke kun historien om den forhadte kunstner, hvis værker først efter hans død er blevet værdsat. Det er også historien om mennesket bag, om drengen, der opgav alt for at blive maler og om den ensomme aldrende mand, der forsøgte at vende hjem til Rom; et sted, hvor han blev nødt til at forsvare sit liv og sin kunst. -